Diana Eriksen Cand. Psych.

Terapiformer

Mennesker er forskellige

Samtaler tilpasset dit behov

Jeg lægger mig ikke op ad én bestemt psykologisk tilgang, da mennesker er forskellige.

Vi skal sammen finde ud af det, der passer til dig, således vi i fællesskab kan sammensætte en værktøjskasse, du kan anvende i tilværelsen, når du for dig står overfor svære psykiske udfordringer.

I mit virke som psykolog er jeg inspireret af og holder mig løbende opdateret omkring terapiformerne ACT, CFT og metakognitiv terapi. Disse tre terapiformer mener jeg har et stort potentiale i behandlingen af unge og voksne med psykisk mistrivsel fx i form af stress og angst, men også generelt for mennesker, der tumler med eksistentielle emner, og som oplever og gerne vil ændre på en følelse af meningsløshed i livet. Helt specifikt ved eksistentielle samtaler anvender jeg SoMeCAM metoden, som på kort tid ved hjælp af fokus på allerede definerede udsagn får skabt rum og ord for eksistentielle tematikker, som kan være svære at få italesæt.

Terapi hjælpende hånd

Hvad er ACT?

ACT står for Acceptance and Commitment Therapy. ACT er optaget af mennesket bag symptomer, problemer og diagnoser. Det, som ifølge ACT-tilgangen skaber lidelse, er det forstærkende samspil mellem problemerne/symptomerne på den ene side og psykologisk rigiditet på den anden. Psykologisk rigiditet skaber øget lidelse, fordi den forstærker og vedligeholder de negative følger af stress, angst, depression og traumer. Psykologisk rigiditet gør det vanskeligt og nogle gange umuligt at være nysgerrig, anerkendende, åben og engageret i livet i relation til os selv og til andre.

Ved at træne modpolen til psykologisk rigiditet – den psykologiske fleksibilitet – kan vi blive fri af rigiditeten. Ingen mennesker er født psykologisk rigide, men vores opvækst, vore erfaringer og oplevelser kan være med til at fastlåse os i den psykologiske rigiditet.

Psykologisk rigiditet kan komme til udtryk som en oplevelse af at være fraværende i nuet, at have opmærksomheds- og koncentrationsbesvær, have manglende fornemmelse af nærvær sammen med andre, at være opslugt af egne tanker, følelser, erindringer og en tendens til at opfatte tanker som sandheder. Rigiditet gør vores selvfortælling begrænsende i form af overbevisninger som; ”jeg er mine præstationer”, ”jeg er min fortid, ”jeg er min diagnose”, ”jeg er min angst” osv. Psykologisk rigiditet gør, at vores hverdag er præget af impulsivitet eller inaktivitet fremfor præget af vores værdier, mening og vitalitet.

I ACT arbejdes oplevelsesbaseret, hvilket betyder med forskellige øvelser, visualiseringer og metaforer for at øge den psykologiske flesibilitet og helt konkret handler det om at øge de værdibaserede handlinger i livet. Med ACT forsøges at nuancere selvfortællinger og træne evnen til at møde sig selv, andre og verden med tålmodighed, medfølelse og på samme tid skabe handlekraft.

Hvad er CFT?

CFT står for Compassion Focused Therapy og er en forholdsvis ny psykologisk retning. CFT har fokus på udviklingen af medfølelse og egenomsorg (compassion), da dette har vist sig effektiv i psykologisk behandling på tværs af både psykologiske udfordringer, men også på tværs af forskellig terapiformer. Jeg finder det oplagt at kombinere ACT med CFT, idet der i dag er evidens for anvendelsen af CFT i behandling af både angst, depression, spiseforstyrrelser m.fl.

CFT medvirker til at give indsigt i og viden om de forskellige psykologiske og fysiologiske processer, der kan være med til at skabe den skam og selvkritik samt manglende tålmodighed, omsorg, ro og forståelse, som kendetegner mange psykiske udfordringer.

Hvad er metakognitiv terapi?

Den metakognitive tilgang er også en relativ ny psykologisk retning, som udelukkende arbejder med omstrukturering af metakognitioner, som fx kan være overbevisninger om tanker og følelser, samt hvad disse kan gøre ved os. En metakognitiv tilgang foreslår, at psykisk mistrivsel opstår, når vi forstyrrer hjernens naturlige selvreguleringsevne ved uhensigtsmæssige copingstrategier såsom overdrevne bekymringer, grublerier, øget opmærksomhed på bestemte tanker og følelser, trusselsmonitorering og overtænkning.

I modsætning til traditionel kognitiv adfærdsterapi foreslår den metakognitive tilgang ikke, at det er tankernes og følelsernes indhold, der er årsag til psykisk mistrivsel. Negative og destruktive tanker kan vi ikke undgå, men det handler om, hvad vi gør med tankerne. Ved at lære at håndtere vores tanker og ikke mindst adskille dem fra os selv og kun tillade, at de får plads i specifikke og afgrænsede tidsrum, får vi nogle strategier, der kan hjælpe os ud af psykisk mistrivsel. Den metakognitive terapi hjælper med andre ord at styre tankeprocesserne.

Hvad er SoMeCAM

Forkortelsen står for ”Sources of Meaning through CArds Method”.
I sin enkelthed er formålet med SoMeCAM-metoden, at man hurtigt og effektivt afdækker personlige kilder til mening i tilværelsen. Kilder til mening skal forstås som noget, der i sig selv for dig er betydningsbærende, og hvor du i nuet oplever mening og sammenhæng ved at engagere dig selv i netop dette. I samtalen kommer vi ind på hvad der er meningsfuldt for dig, hvordan dette meningsfulde har plads i dit liv og om du ønsker at ændre noget, så denne meningskilde bliver mere fremtrædende i dit liv.

Kilder til mening adskiller sig fra værdier, der ofte er kendetegnet ved at være idealistiske forestillinger, vi kan pejle efter, men som ikke altid er aktualiseret, som vi ønsker det.

Det er vigtigt at understrege, at SoMeCAM ikke sigter mod at afdække, hvad ”meningen med livet er”, som nærmere er et teologisk spørgsmål. Metoden afdækker derimod på pragmatisk og subjektivt vis betydningsfulde meningskilder, som kan bidrage til et rigt og meningsfuldt liv for den enkelte.

Rabat til studerende

Du får rabat ved fremvisning af gyldigt studiekort

Terapi i eget hjem

Jeg tilbyder psykologsamtaler i dit eget hjem

Tryghed og fortrolighed

Her kan jeg hjælpe dig

Jeg lægger mig ikke op ad én bestemt psykologisk tilgang, da mennesker er forskellige. Vi skal sammen finde ud af det, der passer til dig.

psykolog Diana Eriksen logo

Assensvej 2, 9220 Aalborg

Assensvej 2, 9220 Aalborg